Hylke er blot et af Danmarks mange landsogne. De har meget til fælles, men er samtidig utroligt forskellige. Hvert sted, stort eller lille, har sit særpræg og sin egen, helt specielle personlighed.
Beliggenhed
Tiden og udviklingen har udvisket mange af de ting, der var karakteristiske for netop Hylke sogn, men beliggenheden ved Skanderborg sø har vi i behold. Det er den, mere end noget andet, der gør Hylke til noget særligt, til den mest naturskønne og – takket være store landskabsfredninger – også til den mest uspolerede del af Skanderborg Kommune.
Begrebet Hylke er skabt af den sidste istids morænebakker, dale og af de mange vandhuller, der nu næsten alle er grundforbedrede bort, eller er blevet til moser og ellekrat.
Det var vandhullerne, der gav stedet navn. En hylke er et vandfyldt hul i jorden, så vi må forestille os, at vore skindklædte, omstrejfende forfædre og -mødre på deres vandring i en fjern fortid er kommet hertil og henrykt har bjæffet “Hylke, hylke” ved synet af det meget vand og ved tanken om alle de fisk og frøer, der kunne hales op af det.
Arkæologiske fund, stenalder-bopladser og bronzealderhøje, fortæller, at mennesker slog sig ned her, og blev her.
Mange år senere, da tiden ikke længere var forhistorisk, men var blevet til vikingetid og tidlig middelalder, og kristendommen for længst var blevet officiel religion, da fortæller sagnet om Hylke kirke, at den blev besluttet og opført af to Hylke stormænd.
Så længe de havde travlt med byggeriet, var der ingen problemer; men så snart den stod færdig, blev de uenige om den fornemste plads i kirken og slog hinanden ihjel i tvekamp. Indtil slutningen af 1700-tallet skulle der have været indridset i blytaget, at “Eske Brok og Oluf Top, de bygde Hylke kirke op.” Da blytaget for længst er borte, er indskriften det også; men kirken står endnu.
Kirkebyen Hylke er den ældste af sognets landsbyer, og den, der gav det navn. På et tidspunkt opstod de andre småbyer Brørup, Ustrup og Båstrup, alle bebyggelser med endelserne -rup og -strup, der fortæller, at de ikke hører til de allerældste, men er opstået ved knopskydning fra hovedbyen Hylke. Først i 1624 fik sognet så nogenlunde de grænser, det har i dag.
Hylkepræsten havde svært ved at klare sig i det tyndt befolkede sogn, og af de tiender, han fik af gårdene. Gang på gang klagede han sin nød til Christian den 4. Han blev bønhørt og de store gårde i Ringkloster, Nissumgård og det, der nu i mange år har heddet Tammestrup Øde, blev lagt til Hylke sogn og til præstens indtægter.
Ringkloster
Ved reformationen ophørte Ringkloster med at være nonnekloster, men fortsatte en menneskealder endnu som bolig for adelens ugifte døtre og søstre. Bygningerne forfaldt og blev tømt for alt af værdi. Klosterkirkens altertavle hænger i dag i Østbirk kirke, og alterkalken kom til Stilling. Kirken selv endte sine dage som kornmagasin. Under svenskekrigene midt i 1600-tallet fuldendtes ødelæggelsen. Senere blev der opført to store gårde i Ringkloster, af hvilke den største i nogle år var amtsmandsbolig.
Der er ikke mange minder tilbage af Ringklosters storhedstid, men forår og efterår er gårdens marker stadig rødbrune af oppløjede munkesten.
Ryttergods
Tiden gik sin gang. Sommetider var den tålelig; men fra tid til anden, når krig, pest og misvækst hærgede, blev landsbyerne, også i Hylke sogn – næsten affolkede. Mange af beboerne døde i utide, sommetider en voldsom død, men oftest af sult og sygdom, der intet var at stille op imod.
Skanderborgegnens bønder hørte til under kronen. I ca. 110 år, fra 1670 til 1767 var de rytterbønder. Det ville sige, at de i stedet for skatter, afgifter og hoveri skulle betale forplejning og mundering til regimentets ryttere. Det kunne føles slemt nok; men mange fæstebønder havde det værre. De kongelige embedsmænd var sjældent bondeplagere.
Fordi Hylke sogn var en del af rytterdistriktet, blev en af de kongelige rytterskoler lagt her. Den blev bygget i 1720’erne i kirkebyen, lige over for præstegården, og den ligger der endnu, selv om der ikke er meget tilbage af den oprindelige bygning.
Landboreformer
Hylke sogns rytterbønder blev tidligt selvejere, og i slutningen af 1700-tallet gennemførtes de store reformer i landbruget med udskiftning og fordeling af jorden mellem de enkelte gårde, og med hegn, diger og grøfter om hver mands mark. Nogle, men ikke mange, udflyttede deres gårde. I Båstrup og Hylke foretrak man at blive boende i landsbyen med naboer til alle sider. I Ustrup blev en enkelt gård flyttet helt ud til sogneskellet. Kun i Brørup udflyttedes samtlige gårde i løbet af en årrække.
Landboreformer er ikke til at komme udenom. De skabte det Hylkelandskab, vi er omgivet af i dag med gårde og huse spredt i det åbne landskab med små landsbyer og med veje, diger og beplantning.
Stationsby og vækst
Hylke sogn var og forblev et landbosamfund. Alle levede af og var afhængige af landbruget og dets indtjening, fra de store gårdes proprietærer, over de velbjærgede bønders “lille adel” og dem med kun et spand heste til daglejere, malkekoner og landsbyhåndværkere.
1 1867 var freden og roen ved at være forbi. Da blev den østjyske længdebane anlagt og skar Hylke sogn midt over. En ny tid var begyndt, en tid med store ændringer og mange nye initiativer. Aldrig er der bygget så meget og sat så mange ting i gang som i slutningen af 1800- og begyndelsen af 1900-tallet. I dag er de fleste ting borte igen eller har fået en anden funktion.
Andelsmejeriet blev opført i 1893, og det var godt for mange ting. Et mejeri skal have sine smørdritler til købstaden og have kul til sit fyr. Derfor blev der, efter mejeriets start, presset hårdt på for at få togene til at standse i Hylke. Det tog sin tid; men fra århundredeskiftet var her en holdeplads med stationsmester og portører. Det blev DSB, der bestemte, hvor stationsbygningen skulle ligge. Det blev på Ustrupjord. Derfor ligger det meste af stationsbyen strengt taget i Ustrup.
Selv om en station er lille, og ikke alle tog holder der, vil den alligevel give en vis vækst til det omliggende bondeland. Sådan kom det også til at gå i Hylke. Der voksede efterhånden en lille by op omkring stationen. Her kom de handlende – ikke mange – men flere end der nogensinde havde været i sognet.
Før brugsforeningerne blev oprettet, i Brørup i 1892 og i Hylke året efter, havde der været små høkerforretninger begge steder. De tabte kampen mod brugsforeningerne; men i stationsbyen var der i mange år både købmand og brugsforening.
Andelsmejeriet var mere end et mejeri. Sognets første forsamlingshus var mejeriets loft. Her blev de årlige generalforsamlinger afholdt. Her sad man de lange vinteraftener, i bidende kulde, på smalle træbænke og lyttede til folkelige foredrag. Herfra udlånte førstelæreren bøger fra den lillebitte bogsamling, der skulle blive til Hylke Bibliotek, og her kunne de unge få lov til at holde deres fester, når de havde lovet at opføre sig ordentligt og ædrueligt.
I 1906 blev Hylke Forsamlingshus indviet. Det var skrabet og billigt byggeri med staldvinduer og bliktag, uden loft og i mange år også uden kakkelovn. Gymnastikpigerne og -karlene har kunnet arbejde sig til varmen. Det har knebet mere for tilskuerne til de dilettantforestillinger, der snart blev en årligt tilbagevendende begivenhed. Forsamlingshuset har overlevet alle kriser. Det ligger der stadig og er fortsat rammen om en stor del af sognets liv. Det var her, de holdt til, de mange foreninger, der så dagens lys i begyndelsen af århundredet.
Der var i Hylke – som overalt – et utal af små og knap så små foreninger. De fleste er for længst borte igen; men nogle få har klaret sig og lever i bedste velgående. En af de ældste er afholdsforeningen. Den havde i nogle år meget at skulle have sagt i sognet, hvad enten den i en periode var en mådeholdsforening, der tillod sine medlemmer et enkelt glas kirsebærvin til sølvbryllupsfesten, eller den gik ind for totalafholdenhed.
Der var de politiske vælgerforeninger. Der var husmands- og landarbejder foreninger, foreninger for kvægavlere og for hønse- og gedeavlere. Der var sygeplejeforeninger, og der var de kulturelle sang- og foredragsforeninger. Først og fremmest var der de to, der skulle blive de mest livskraftige af dem alle: borgerforeningen og ungdoms- og gymnastikforeningen.
De allerfleste foreninger fik kun en relativ kort levetid; men de har været der og har været med til at gøre livet i Hylke lidt mere underholdende og engageret.
Skolens historie
Da rytterskolen omkring århundredskiftet ikke længere kunne rumme sognets mange børn, havde man stort besvær med at finde det sted, hvor en ny skole skulle placeres. Både kirkebyen og stationsbyen anså sig for at være sognets hovedby, så derfor endte man med et kompromis og lagde den nuværende skole lige midt i mellem de to byer.
Det var i 1909. Få år tidligere var der bygget nye biskoler i Brørup og Ringkloster, så Hylke sogneråd kunne være tilfreds med sig selv og med deres lille, men stort set velfungerende kommune.
Landsognene har haft kommunalt selvstyre siden 1842, men alting har sin tid, også sogneråd. Hylke kommune blev den første april 1970 til en besværlig frynse på storkommunen Skanderborg; men allerede før den tid var der begyndt at ske ting, som lovede dårligt for sognets fremtid.
Da 1960’erne mekaniseringsbølge i landbruget satte ind, blev gårdene hurtigt affolkede for karle og piger. Rationalisering og centralisering hærgede overalt, og det gik lige så hårdt ud over Hylke Sogn, som alle andre små landkommuner.
I nogle år gik det nedad bakke hele tiden. Mejeriet var det første, der gav op. Stationen blev ikke blot nedlagt, men jævnet med jorden. Den livsnerve, der hedder kollektiv trafik, blev derved så tynd, at kunne beboerne ikke transportere sig selv, måtte de blive hjemme eller give sig skolebusserne i vold og afsætte det meste af en dag til en Skanderborg tur. Da sognepræsten blev pensioneret, kom der ingen i stedet. Skolerne blev nedlagt, og de allerfleste handlende og håndværkere drejede nøglerne om.
Efter 60’erne og 70’ernes dybe nedtur er det så småt ved at lysne igen for det sogn, der har overlevet så meget, og for dets beboere. Vækstoptimismen er blevet afløst af besindighed og eftertanke. Det samspil, der har udviklet sig mellem tilflyttere og efterkommere af sognets urbefolkning, har allerede givet mange resultater. Alle gode kræfter er blevet samlet og sat ind for, at Hylke sogn skal overleve. Det smukkeste eksempel herpå er den genåbnede Hylke Skole (Danmarks eneste genåbnede folkeskole. M.T.).
Alting tyder på, at Hylke sogn har en fremtid, ikke blot som rekreativt område eller reservat for fåreavlere og golfspillere, men som levende – til tider dynamisk – lokalsamfund, forhåbentlig indtil næste istid.
Skrevet i 1992 af :
Anna Rasmussen
Arkivar ved Hylke Egnsarkiv
(Tidligere Bibliotekar, Hylke Bibliotek)
Interesserede kan læse mere om Hylke sogn og de enkelte gårde og huse i området skrevet af Anna Rasmussen i:
– Hylke sogn i det attende århundrede, 1980, udgivet af Skanderborg Bibliotek.
– Hylke sogn i det nittende århundrede, 1985, udgivet af Skanderborg Bibliotek.
Hylke sogn i det tyvende århundrede, 2005, udgivet af Skanderborg Museumsforening.