Børnehaven Tusindfryd
           

Børnehaven er bygget i 1999 og har plads til 40 børn, i dag har vi en normering på ca..35 børn fra 3-6 år.

Vi bor på landet og har let adgang til både skov og mark. Lidt længere væk ligger ”Hylke strand”, som er et smukt område på sydsiden af Skanderborg sø, med en lille sandstrand. Vi bruger natur og legeplads flittigt, og elsker udendørs aktiviteter.

 

Vi har et tæt samarbejde med vores nabo: den lokale anneksskole, som har børn fra 0-2 klasse.(S.F.O. dog også 3.kl.)  Skolens S.F.O. samarbejder vi også flittigt med. Vi har morgenpasning i børnehavens lokaler og er også meget sammen i ferierne.

Hver sommer holder vi en stor fælles sommerfest, som er et kæmpe tilløbsstykke, med sang musik og underholdning fra både børn og forældre.

Skolen har en gymnastiksal, som børnehaven også benytter. Byen har et meget aktivt foreningsliv, og – efter aftale med forældrene – følger vi gerne børnene til gymnastik eller fodbold.

 

Børnene er inddelt i aldersopdelte grupper om formiddagen. Her har vi mulighed for at give børnene en tryg base og stille dem overfor passende udfordringer, som de kan vokse af og få succesoplevelser af.

Vi tror på, at tryghed er forudsætningen for udvikling, og vi bestræber os på, at børnene møder den rette balance mellem sjov og halløj og ro og fordybelse.

 

 

Læreplaner 09/10 I Tusindfryd

 

Sproglige kompetencer:

Vi skal være lærende med børnene på en legende måde. I dagens løb skal vi sikre os der bliver rum og plads hertil f.eks. ved højtlæsning i forbindelse med frugt, sang inden spisning og samtale i den daglige samling.

Vi vil gennem fortællinger brug af rim og remser og leg med sproget støtte børnene i deres sproglige opmærksomhed. Ligeledes vil vi sikre let adgang til et varieret udbud af bøger.

 

Kulturelle kompetencer:

Vi vil være opsøgende i forhold til kulturelle tilbud, så børnene oplever kultur i en mangfoldig størrelse. Vi vil lade børnene deltage i udvalgte arrangementer afhængig af deres alder og udvikling. Vi vil tilbyde teater, cirkus, dans, musik og fester/ temaer i forbindelse med årets højtider. Børnene skal opleve, at historier kan fortælles igen og igen evt. med både voksne og børn som ”små digtere”

Oplevelser, ud over det ”sædvanlige” vil vi forberede grundigt. Vi vil bruge ”fortællingen” som et redskab til denne forberedelse. Børnene skal få en klar fornemmelse af et forløbs start og dets proces og afslutning.

Hvis vi kan finde ”gode emner” vil vi gerne have den ældre generation ind i børnehaven for at fortælle om ”gamle dage”.

 

Naturfænomener:

Vi vil give børnene oplevelser, der skærper deres sanser og interesse for naturen.. Vi vil afholde ”sanseuge” i november. Her vil vi udfordre deres nysgerrighed og vovemod.

Vi vil gennemføre 4 fælles udflugter (hvoraf sommerlejr er den første). Udflugterne skal give børnene en fælles oplevelse og en oplevelse af hver årstids særkende. Årstiderne bindes sammen på et sprogligt og kulturelt plan ved hjælp af sange, fortællinger og lege som fortæller om den aktuelle årstid.

En dag om ugen har hver gruppe udedag. Her sikrer vi også, at børnene får mange varierede naturoplevelser. Den glæde vi voksne føler ved naturen, vil vi prøve at give videre til børnene. Vi vil selv være nysgerrige og undersøgende, og udbrede denne ”forskertrang” til børnene.

 

Personlige kompetencer:

Vi skal arbejde med anerkendelse og rummelighed. Det vil vi gøre ved at tillade børnene at føle som de gør, og vise vi forstår og ser dem. Vi vil ikke altid efterkomme deres ønsker; men vi vil bestræbe os på at undgå fordømmelser.

Når vi kommenterer det børnene gør, vil vi bestræbe os på at undgå at værdisætte det. Vi vil således tale mere til deres oplevelse end til deres præstationer, fordi vi vil styrke deres oplevelse af, at de er noget ”i kraft af dem selv” og ikke i kraft af det de kan. Vi vil på den måde styrke deres selvværd.

Vi vil gøre børnene opmærksomme på deres mimik og kropssprogs muligheder og lære dem at læse andres signaler. Samtidig vil vi støtte dem i at sætte ord på deres følelser. Hertil vil vi bl.a. bruge ”empatikort; men hverdagen rummer også i sig selv mange muligheder for at træne børnene i at udtrykke deres ønsker og følelser. Når situationer opstår, vil vi give børnene anvisninger til hvordan de kan forklare en ven at en handling er eller måske ikke er ønskelig.

I samværet mellem barn/voksen og voksen/voksen er vi ansatte bevidste om, at vi er rollemodeller. Derfor bestræber vi os i at være tydelige i vores budskaber.

 

 

Sociale kompetencer:

Vi vil skabe rum for at børnene har mulighed for at udvikle evnen til at lytte, vente, og glæde sig over andres glæder og glæde sig over fælles oplevelser.

Børnene skal opnå en forståelse for, at de er en vigtig del af fællesskabet.

Det vil vi gøre ved at bringe børnene i situationer, hvor de skal samarbejde i mindre eller større grupper.

 

 

Krop og bevægelse:

Vi vil dagligt give børnene gode oplevelser med at bruge deres krop både ude og inde. Dette gøres fortrinsvis på legeplads og i puderummet.

Derudover går vi i gymnastiksalen en gang om ugen i vinterhalvåret, og ofte går vi ture til skoven.

 

Åbningstider

Tusindfryd har åbent fra 6.30 – 17 dog kun til 16 om fredagen.

Desuden har vi nogle lukkedage, som er fastlagt i samarbejde med bestyrelsen.

 

Bestyrelsen har vedtaget følgende lukkedage i 2011:

18., 19. og 20 april (inden påske)


3. juni (efter Kr. Himmelfart)

Uge 29 og 30 (sidste 2 uger af juli)

27. 28. 29 30 dec. (mellem jul og nytår)

Det betyder, at der som udgangspunkt er lukket i Tusindfryd på ovenstående dage. Kun hvis der er et helt uløseligt pasningsproblem, kan der tilbydes
nødpasning.

 

 

Ud over lederen er der ansat 3pædagoger og 1P.G.U'er. Desuden kan vi somme tider have studerende eller praktikanter.

 

 

Børnehaven Tusindfryd
Hylkevej 56, Hylke
8660 Skanderborg.
Tlf. 
8794 2025


 

10 år med Tusindfryd


 

 







Børnehaven Tusindfryd fejrede 10års jubilæet med fest og underholdning